Polen 2006

 

Nevertheless på kortur til Kielce

i det sydøstlige Polen 2006

ved Jørgen Eie Christensen

 

Området omkring byen Kielce i det sydøstlige Polen havde gennem mange år været venskabsamt med Århus Amt og via en kontakt med Århus Amts erhvervsafdeling, Ulrik Thomassen, lykkedes det os at få lavet en kultur- og korudvekslingsaftale, som Århus Amt sammen med Kielce ønskede at støtte økonomisk. Det skal understreges, at uden denne støtte ville det ikke have været muligt at gennemføre et arrangement af det omfang, som der her blev tale om.

 

En at de store udfordringer i planlægningen var at finde et polsk (amatør)kor, der sangmæssigt matchede vores niveau. Vi fandt ret hurtigt ud af, at der ikke som i Danmark, var tradition for at synge i kor som en form for fritidsaktivitet. Enten var man ret professionelle eller også sang man ikke.

 

Heldigvis lykkedes det at få kontakt med koret Fermata, der var et kor med ca 4 sangere på hver stemme og, som det senere skulle vise sig, var af så høj kvalitet, at hver enkelt sanger med lethed kunne optræde som solist. Heldigvis vidste vi ikke dette, før vi tog afsted hjemmefra, men jeg kan berolige læserne med, at alt forløb godt. Det følgende er en beretning om en god, sjov og udfordrende tur til Polen i efteråret 2006.

 

Rejsen

Der var afrejse tidligt om morgenen fra Århus med bus til Københavns Lufthavn. I lufthavnen gjorde koret sig bemærket ved, imellem kufferter og rejsende, at synge 'Siya hamb ekukanyen kwen khos'. Her høstede vi turens første – men heldigvis ikke sidste – bifald. Vores Aeroflot-fly landede planmæssigt i Warszava, hvor vi blev modtaget af en polsk guide samt en tolk, som begge fulgte os på hele turen, ligesom der også fra de polske værter var stillet en turistbus til vores rådighed. Trods den sene ankomst, var der bestilt mad på en restaurant nært det hostel, hvor vi skulle overnatte de næste to nætter. (Vi havde selv fundet dette sted og måtte erkende, at den lave pris på alle måder matchede kvaliteten, men det gik!) Her indtog vi turens første schnitzel, og det skulle vise sig ikke at være den sidste.

Den følgende dag var afsat til, at vi på egen hånd kunne tage byen i øjesyn. Vi bevægede os rundt i forskellige grupper og jeg tror, at de fleste fik et godt indtryk af Warszava. Nogle afprøvede endog akustikken i byens store vartegn, der knejser midt i byen. Et vederstyggeligt monument, bygget for midler, der som gave til det polske folk var blev givet af det daværende Sovjetunionen. I folkemunde har det ry for at være det smukkeste sted i byen idet det fra dets top, er det eneste sted, hvorfra man ikke kan se monumentet.

Om aftenen spiste vi en snitzelfri middag på en god men billig warszavarestaurent.

 

Mod Kielce

Næste dag startede vi tidligt med Kielce som mål, en køretur på ca. 200 km. Men inden vi nåede dertil havde man arrangeret et besøg på et 1000 år gammelt kloster, der lå på toppen af et bjerg, i nærheden af Kielce by. Her skulle vi dels se klosteret (i 1000 års jubilæumsåret), spise frokost og give en a capella-koncert i klosterkirken. Klosteret var et pilgrimssted og folk valfartede hertil. De sidste par kilometer op ad bjerget skulle tages til fods eller i ventende hestetrukne vogne. Vi fik dog lov til at køre bussen op af den snævre bjergvej til det smukt beliggende kloster.

Munkene bød på varm suppe, brød og frugtsaft og Nevertheless bød på koncert, hvor vi bl.a. sang 'Amatemi ben mio', 'Lachia ch'io pianga' og 'Aller Augen'. Det gik rigtig fint og munken, som var vores guide på klosteret, var så begejstret, at han krævede et ekstranummer. Heldigvis havde vi det sydafrikanske ANC's befrielsessang 'Siya hamb ekukanyen kwen khos' i frisk erindring, og det udløste stor applaus fra både de mange tilhørere og munken, der overvågede, at alt gik ordentlig til.

 

Kielce

Vi ankom til Kielce tidligt om eftermiddagen, og der var god tid til at blive indkvarteret på på en sportsskole, der var placeret i byens udkant. Senere blev der tid til en gåtur ind til byen, en by på godt 200.000 indbyggere. En fin bymidte med gågade og en stor katedral var vel det mest spændende udover et mærkeligt naturskabt 'krater' (20 – 30 m dyb) der skar sig tværs gennem en del af den sydlige bydel.

Efter middagen, der bestod af schnizel med grønt, var der mange, der atter tog ind til byen, hvor den lokale øl og vodka flød i rigelige mængder. En herlig og minderig aften!

 

Koncertdagen

Dagen derpå var det tidligt op. Bussen ventede udenfor idet der var arrangeret en tur til dels en drypstenshule og dels et frilandsmuseum. Specielt frilandsmuseet nær byen Tokarnia var en stor oplevelse. Det var enormt stort og gav et fantastisk indblik i polsk landbokultur gennem tiderne. Desuden var der en meget interessant udstilling af træskærerarbejder udført af én af egnens originaler, der både besad humor og talent.

 

Herfra kørte vi direkte til det sted, hvor vi om aftenen skulle give koncert sammen med koret Fermata. Kommunikationen havde ikke været for god (hvilket Lotte forståeligt var noget fortørnet over), så vi vidste ikke helt, hvad der ventede os.

Bygningen, som skulle rumme koncerten, var bygget i kommunisttiden hvilket arkitekturen fint afspejlede.

Koncerten skulle foregå i den store sal, som viste sig at være noget større, end vi havde ventet, med balkonner og flere hundrede siddepladser. Vi havde salen til vores rådighed det meste af eftermiddagen, så der var god tid til at øve og få stillet op. På turen deltog også vores, til lejligheden sammensatte, orkester med Jean på trommer, Jeppe (Toves søn) på gulvbas, Niels på fløjte og saxofon og Martin på piano.

 

Tiden gik uden vi havde set skyggen af Fermata. Men hen ad kl. 18 begyndte sangerne drypvis at dukke op med kortøj i dragtposer og godt humør. På forhånd var det aftalt, at vi skulle synge to numre fælles: en Chopin-sats, der for os var virkelig svær- og på polsk samt 'Yndig dufter Danmark' – på dansk. Nevertheless var bekymrede for hvordan det skulle gå med at få polakkerne til at synge dansk; men så skete det forunderlige. Mens vi sad i salen og ventede varmede Fermata op på bagscenen og pludselig lød, på formfuldendt dansk, 'Yndig dufter Danmark' ud i salen. Så var der lagt op til noget stort!

 

Vi havde vel forestillet os, at der ville komme publikum til de første 4 – 5 rækker, men inden koncerten gik i gang, var der fuldt hus i både sal og på balkon. Hvad var det lige, vi havde kastet os ud i?

Koncerten blev bundet sammen af en konferencier, der var dygtig til at skabe stemning. Første afdeling var Fermatas. Det var hovedsagelig klassiske numre, udført i en klasse, vi slet ikke kunne matche. Det var rigtig flot og høstede stort bifald. Derefter kom Nevertheless på scenen og vi skulle synge vores to fællesnumre. Lavpunktet indtrådte, under Chopin-satsen hvor Nevertheless skulle synge 'solo' uden støtte fra Fermata. For at give Nevertheless lejlighed til at vise sig frem, satte Fermata sig pludselig (og uventet for os) ned på scenegulvet så kun Nevertheless ragede op. Uden at sige for meget, udstillede dette moment forskellen mellem de to kor. Og jeg tror oven i købet at dette lille 'stunt' var ment som en venlighed.

 

Nå. 'Yndig dufter Danmark' gik heldigvis fremragende, og så var det vores tur til at fyre vores program af. Efter en langsom opstart gik vi over i det rytmiske repertoire med Duke Ellintons: 'Stages' og da vi sluttede med Beach Boys' California Girl' var begejstringen så stor blandt publikum, at alle stod op og hujede og klappede taktfast. Fantastisk 'kick' for hele koret.

 

Efter koncerten var der officiel modtagelse af byens spidser krydret med boblevand og pindemadder. En løssluppen stemning og en lettelse over, at alt var gået over det forventede. Samtidig ønskede Fermata, hvis det kunne lade sig gøre, at gøre en genvisit i Århus det efterfølgende år. Lotte takkede for den flotte modtagelse, vi havde fået og lovede at ville arbejde på at få stablet et arrangement på benene i Århus i 2007. Derefter bød byen på festmiddag for de to kor, menuen stod på schnizel med grønt. Det blev en rigtig hyggelig og sjov aften, hvor der efter koncerten oven i købet var overskudsenergi til, gennem en meget mørk skov, at støve et lokalt værtshus op.

Den sidste dag

Dagen efter var det atter tidligt op, for på hjmturen til Warschawa skulle vi lige nogle hundrede km østpå, tæt på grænsen til Ukraine. Her så vi en middelalderlig borgruin, som helt bestemt var en af regionens klenodier. Den polske guide, der var en sand ekspert i nationale mindesmærker og historie, udfyldte rejsetiden med en næsten uafbrudt talestrøm. Frokosten blev spist i en lille, men meget smuk middelalderlig provinsby. Menuen stod på, gæt selv.......

 

Herefter gik turen direkte til Warszava lufthavn og hjem via København. Godt trætte og mætte af mange oplevelser nåede vi Århus godt hen på natten.

 

Dette er min beretning om turen til Kielce i 2006, sådan som jeg husker den nu 10 år efter. Selvom det er blevet en lang beretning, så føler jeg alligevel, at jeg har måttet fatte mig i korthed. Jeg ved, at der er mange andre historier, der kunne fortælles – men spørg en af deltagerne fra turen, så er jeg sikker på, at der vil dukke nye og sjove historier op fra dybet.

 

Hvis du er nået frem til dette sidste afsnit af denne beretning, vil jeg sige tak for tålmodigheden.

Hilsen

Jørgen Eie