Formandens hjørne

Nevertheless blev stiftet i 1989 som et forkølet forældrekor på Samsøgades Skole. Jeg har haft fornøjelsen som forælder til børn på skolen at følge koret helt fra start og kom med i koret, da det var et par år gammelt. I dag er koret vokset til over 50 medlemmer og standarden er ligeledes vokset takket være vores karismatiske dirigent Helle med en super hørelse.

 

Da koret skulle have et navn, foreslog jeg, at koret skulle hedde Mailtrain, idet det på det tidspunkt var min yndlingsmelodi. Men i stedet kom koret til at hedde Nevetheless, da det var den sang, vi altid afsluttede vores optræden med. Og det er også ganske godt.

 

Nevertheless er et meget socialt kor og der er en hyggelig stemning i koret, der gør, at man bliver hængende i koret. Vi kan grine og pjatte, men også være alvorlige, når det er nødvendigt.

Vi har en meget flad struktur i koret og arbejdsopgaver uddelegeres, så der ikke er nogen der hænger på mere end højst nødvendigt. Vi øver hver torsdag på Folkestedet i midten af Aarhus, og om koret og øvestedet kan man jo sige med Jesper Jensens tekst fra ”vi drømmer om et sted” sunget af Würgler og Holst:

 

Se et fællesskab, hvor ingen spø’r om alder

Og hvor alle siger ja, når nogen kalder

 

Det skorter som sagt ikke på villige hænder. Det så vi forleden aften, da vi skulle rydde op på Folkestedet. Vores stolevogn var gået i stykker, så en kordeltager foreslog, at vi hver tog en stol med ind i depotrummet, så der ikke var nogen, der skulle rende frem og tilbage med alle 50 stole. Det gik også fint. Jeg fik en frivillig til at tage min stol med, så jeg kunne bære ølkassen. Snart efter var lokalet tomt og tilbage stod jeg med en dårlig ryg, en ølkasse, Helle med sine mange noder og mobiltelefon – og et klaver, der også skulle i depot! Jo det er et herligt sangkor.

 

DOMÆNENAVN: Efter svære forhandlinger er domænenavnet nu endeligt overdraget til os, således at vi nu er ejere af domænenavnet www.nevertheless.dk.

 

Thøger Pauli

Thorsager 27. april 2016